Evolution – en god gammel historie. Nøglebegreber i evolution er: Variation, konkurrence og selektion.
Da Charles Darwin  besøgte Galapagos øerne, fandt han flere arter, der ikke ses andetsteds på jorden. F.eks. 14 forskellige arter af finker, mens der i øvrigt kun er ganske få andre fuglearter. En enkelt tidlig stamform tænkes blæst fra fastlandet til øerne. Her har miljøet tilbudt så mange forskellige muligheder for specialisering, at afkommet fra den tidlige stamform i kraft af den genetiske variationen har haft mulighed for at udvikle sig til mange forskellige nye arter.

Nichebegrebet er en beskrivelse af alle de krav, en art stiller til sit miljø (temperatur, føde osv), og som er blevet udviklet gennem evolutionen. For hver miljøfaktor kan man tale om et optimum, hvor arten har det bedst samt en øvre og nedre grænse for artens eksistens. Her er nichebegrebet illustreret som et delrum i et plant koordinatsystem dannet af to gradienter (f.eks. temperatur og saltholdighed). En arts økologiske niche kan opfattes som et tilsvarende koordinatsystem i n dimensioner.

Eksempler på tilpasninger

Camouflage hos natsommerfugle. Birkemåleren findes i to farvevarianter: En lys plettet og en mørk. Den lyse variant falder næsten sammen med baggrunden, når den sidder på lyse birketræer og er derfor svær at få øje på for rovdyr – et godt eksempel på camouflage. Indtil 1849 fandt sommerfuglesamlere i England kun den lyse variant, men så begyndte den mørke form at blive mere og mere almindelig. Denne udvikling faldt sammen industrialisering, hvor luftforureningen bevirkede mørkfarvning af birketræer. Den mørke birkemåler er bedre camoufleret på de mørke stammer og vil derfor have bedre chancer for at undgå rovdyr. Den mørke farve skyldes en ret almindelig mutation (variation). De ændrede miljøforhold har favoriseret den mørke variant (selektion) – et eksempel på evolution inden for kort tid.

Rørdrummens lidt kedelige fjerdragt yder god camouflage til livet i blandt tagrør. Kan du se fuglen?

Når den siger noget er ingen til gengæld i tvivl om, hvad det er for en fugl!

Havternen er designet til flyvning. Dens skelet er opbygget af lette stærke knogler. Dens krop er torpedoformet, så vindmodstanden er mindst mulig.

Havternens vinger er konstrueret med krumning på samme måde som flyvinger. Det gør, at vindhastigheden er større på vingens overside end på undersiden. Jo større vindhastighed desto mindre tryk. Vingen og dermed fuglen bliver derfor nærmest suget opad.

Geparden er bygget til at jage sit bytte med meget høje hastigheder (over 100 km/t) i kraft af sin lange, slanke og muskuløse konstruktion. Men strategien er ekstremt farlig. Hvis en gepard får blot mindre skader, kan den ikke indhente sit byttedyr og er dømt til sultedøden.

Girafgazellen er et af gepardens byttedyr og er ligeledes designet til høje hastigheder (co-evolution). Den er planteæder og har udviklet evnen til at rejse sig på bagbenene. Derved kan den nå plantemateriale, som andre gazeller ikke kan nå – smart.

Kvælerslangen er jo ingen hurtigløber, og den er heller ikke giftig, men kan alligevel fange en af skovens store hurtige drøvtyggere, hvis den blot venter længe nok. Dens kæbeparti og ribben er specaldesignet, så knoglerne kan skilles ad! Det gør, at den kan sluge byttedyret i én mundfuld.

Bardehvaler lever af dyreplankton og løser problemet med at være et stort dyr, der skal leve af meget små dyr ved at filtrere store mængder havvand. Den åbner sin ladeport af en mund og tager en kæmpe mundfuld vand. Derefter lukker den gabet og presser vandet ud gennem et filtersystem (barderne), der tilbageholder dyreplankton.

Havørne har kikkertsyn – linsesystemet i dens øjne kan registrere bytte på lang afstand, men dens nervesystem kan også korrigere for lysets brydning i vand!

Fødderne er designet som fantastiske griberedskaber med kløer, der spidder og fastholder byttet.  Der skal ofte flere forsøg til før fangsten lykkes, for fisken under vandoverfladen er også udviklet til at kigge opad (co-evolution).